Du kan stadig nå det!

På søndag den 2. december løber det store Julemarked som bekendt af stablen i Sdr. Omme Multicenter. Der vil som vanligt være masser af muligheder for at gøre en god handel hos de mange kræmmere, og der er vanen tro også masser af lodder til salg (og flotte gevinster) i årets juletombola.

Og så er der jo også lige en ting mere… Tilbage i foråret var det atter tid til at betale kontingent til Sdr. Omme Borger & Erhverv. Det var der heldigvis også rigtig mange, der valgte at gøre, og det er en rigtig god ting. For det er netop kontingentet, som er med til at sørge for, at der igen og igen kan afholdes diverse arrangementer og aktiviteter i byen – og nye aktiviteter kommer hele tiden til, og flere er endda i støbeskeen.

Det er skønt at se, hvordan folk i alle aldre flokkes til de mange arrangementer som f.eks. Julemarkedet og fastelavn, og Sdr. Omme Borger & Erhverv er da også glade for at kunne glæde andre. Det er også skønt at bemærke, at der blandt de mange deltagere også er opbakning via bl.a. kontingentindbetalingerne, som jo gør gavn for mange.

Og er man blandt dem, som har indbetalt kontingent i 2018, så er der også muligheden for en ekstra julegave nu på søndag den 2. december. Her bliver der nemlig trukket lod om et gavekort til en værdi af kr. 1.000 til byens butikker. Der vil blive trukket lod blandt alle medlemmer, der har indbetalt kontingent senest lørdag den 1. december, så der er med andre ord stadig mulighed for at kunne deltage i lodtrækningen.

Det årlige kontingent udgør blot kr. 200 for private husstande og kan indbetales via bankoverførsel på reg.nr. 8210 kontonr. 0003083098. Har man sin mobiltelefon lige ved hånden, er der også mulighed for indbetaling via MobilePay på nr. 40206 (husk navn i kommentaren).

Kl. 15.00 udtrækkes vinderne af børnenes juletegninger, og umiddelbart herefter udtrækkes vinderen af gavekortet fra Sdr. Omme Borger & Erhverv.