Endnu et godt julemarked i Sdr. Omme

Vejret var ikke ligefrem det bedste i Sdr. Omme på den 1. søndag i advent. Drømmen var et let frostvejr fra en blå himmel eller snefnug, der dalede blidt ned, men sådan skulle det ikke være. Tunge, grå skyer, der sendte regndråber ned over Sdr. Omme dagen lang.

Men indenfor i Sdr. Omme Multicenter var der dog lunt og tørt, og julestemningen bredte sig. Mere end 30 kræmmere havde fundet vej til Sdr. Omme og tilbød en masse julevarer. Der blev også handlet flittigt, og mange fik gjort en god handel og gik derfra med favnen fuld af nisser, juledekorationer, og meget andet.

Den traditionelle Juletombola var igen i år et tilløbsstykke og en stor succes, og der blev solgt mange lodder. Som dagen skred frem blev der vundet flere og flere præmier – også den store hovedgevinst, som var sponsoreret af Omme Lift. Gevinsten, som bestod af et gavekort på kr. 1.000 til byens butikker, blev vundet af Doris Pedersen.

Årets Juleoptog blev desværre en kold og især våd affære for deltagerne, og det fugtige vejr havde da også lokket flere folk til Sdr. Omme Multicenter end til at overvære optoget gennem byen. Anført af de tapre piger og drenge fra Vardegarden, fandt Julemanden og Julemor vej til Julemarkedet, og igen i år var de på festligste vis ledsaget af Sdr. Omme Rytterklub.

Som dagen skred frem, bredte duften af æbleskiver og gløgg sig i Sdr. Omme Multicenter. Det samme gjorde smilene og glæden, og igen i år var fire børn heldige at vinde en præmie for en tegning, som de havde afleveret til Julemanden med navn og adresse på.

Men her stoppede gaveregnen ikke. Som afslutning på Julemarkedet skulle der findes en vinder af det gavekort, som Sdr. Omme Borger & Erhverv havde udloddet. Der var tale om endnu et gavekort på kr. 1.000 til byens butikker, og vinderen skulle trækkes blandt de personer, som i løbet af året havde indbetalt kontingent til netop Sdr. Omme Borger & Erhverv. Tristan, som var en af vinderne i tegnekonkurrencen, trak et navn fra Julemandens sæk. Den heldige vinder af gavekortet blev Helge Lauridsen, som vil blive kontaktet af Sdr. Omme Borger & Erhverv.

Sdr. Omme Borger & Erhverv ønsker at takke alle deltagere for endnu et fantastisk Julemarked – både gæster og kræmmere fra nær og fjern. Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul, og vi glæder os allerede nu til at se jer alle igen til Julemarkedet i 2019.