Lukning af container

Det ser desværre ud til, at der – på trods af utallige skriverier og opfordringer – fortsat er en del problemer med korrekt sortering på Genbrugspladsen i Sdr. Omme. Tidligere er en container til mursten og tegl blevet fjernet, og nu vælger Billund Kommune også at lukke containeren til reparation.

Denne container har hidtil kunne benyttes til at aflevere forskellige genstande, som ved hjælp af en kærlig hånd og istandsættelse, kunne få nyt liv. Reparationscontaineren skulle altså bidrage til at øge den direkte genbrug i lokalsamfundet. Desværre bliver konceptet misbrugt. Der bliver ofte afleveret affald, ubrugeligt elektronik og ødelagte genstande i containeren.

Dette giver både de frivillige og medarbejdere fra Billund Kommune meget oprydningsarbejde og det er ikke meningen at kræfterne skal bruges her. Som konsekvens har Billund Kommune, i samarbejde med de frivillige, valgt at lukke containeren.

Der vil fremover kun i tidsrum, hvor der er frivillige på pladsen, være muligt at aflevere noget i containeren. Der gøres ligeledes opmærksom på at det ikke er tilladt at henstille affald uden for
containeren.

Kommunen vil endvidere tage kontakt til de brugere, som via overvågningen kan ses, ikke har brugt pladsen korrekt.

Borgerne opfordres stadig på det kraftigste til at anvende Genbrugspladsen korrekt og sørge for en korrekt sortering!