Sdr. Omme klar til julemarked

Søndag den 3. december er første søndag i advent, og så går den søde juletid for alvor i gang. Traditionen tro er det også netop denne søndag, at Sdr. Omme Borger & Erhverv inviterer til Julemarked i Sdr. Omme Multicenter.

Igen i år vil Varde-Garden aflægge byen et visit og fylde gaderne med deres glade julemusik. De vil også gøre stop ved både Multicentret samt Omme Centret, hvor de vil spille for publikum.

Julemanden og Julemor har såmænd også meldt deres ankomst til byen igen i år, og de er så glade for alle børn i Sdr. Omme. Derfor inviteres alle børn til at lave en tegning og aflevere den til Julemanden i Multicentret. Alle børn, der afleverer en tegning, vil være med i lodtrækningen om flotte gaver – men husk at skrive navn på! Tegningen kan laves hjemmefra eller ved juleklips-bordet, som er opstillet til Julemarkedet.

Kræmmere fra nær og fjern er også klar til at sælge ud af deres julevarer, og den traditionelle Juletombola er igen i år spækket med gode præmier og har masser af lodder til salg. Og mon så ikke der også kommer en lille godtepose til børnene…