Opråb om Genbrugspladsen

Vi har modtaget følgende fra Genbrugsvejlederne på Borgernes Genbrugsplads i Sdr. Omme:

Nu har vores genbrugsplads i Sdr. Omme eksisteret i 9 mdr. på både godt og ondt. Pladsen er til fri afbenyttelse hele døgnet. Tanken med genbrugspladsen er, at vi alle skal kunne aflevere og sortere vores affald, så det kan blive brugt til nye materialer grundet den rigtig sortering. Herved kunne der spares på naturens ressourcer og dermed en bedre økonomi, for der er penge i det, til gavn for os alle hvis vi gør det rigtigt. Derfor er det så ærgerligt når sorteringen svigter!

De frivillige
Der er 16 frivillige, som er på pladsen flere gange om ugen, for at holde opsyn og vejlede brugerne. Vi har været i kontakt med mange, og alle er glade for pladsen. Men desværre ser vi ofte, at nogle er ligeglade med sorteringen. De frivillige bruger masser af tid på at hente fraktioner op af containerne, som ikke hører hjemme der. Vi er efterhånden ved at smide håndklædet i ringen! Det er deprimerende at se, hvordan nogle få personers holdninger er. Heldigvis gør de fleste det rigtigt, men det er de få, der ødelægger det for de mange.

Konkrete udfordringer
Kigger vi på fraktionerne er det især ”mursten og tegl”, som giver ekstra udgifter. Udgiftsniveauet stiger på grund af der kommer tagplader som er glaserede, fliser, byggeaffald, asbest m.m. i containeren. Det gør at fraktionen ikke kan genanvendes, men i stedet bliver til en udgift for miljøet og pengepungen når det hele i stedet skal køres på deponi. I småt brændbart finder vi køkkenaffald, dåser, flasker endda rockwool Ingen af de nævnte emner hører hjemme der. Det betyder at vi må hente det op, og fordele til de rigtige steder.

Vi ser store mængder af elektronisk affald, såsom kaffemaskiner, støvsugere, køleskabe, Tv m.m. ting der ikke hører til her, men som skal til Grindsted. Der er samme udfordringer med polstrede møbler, maling og kemikalier. Disse emner kan kun håndteres miljømæssigt forsvarligt på de store genbrugspladser i Grindsted og Billund.

Er man i tvivl om hvad man kan komme af med, så kig på affalds-ABC som hænger ved byttecontaineren eller spørg en genbrugsvejleder på pladsen. Vi hjælper gerne og der for det samme! Pladsen er ikke designet til at kunne tage alle typer affald, men skal ses som et supplement og linket mellem det husstandsindsamlede affald og de store genbrugspladser. I må IKKE forvente, at man kan komme af med alle typer affald på pladsen.

Status
Der har været evaluering med kommunen om fremtiden. De første 4 mdr. er der blevet afleveret 116 tons og på 14 dage er der registreret 1000 biler på pladsen, det viser at pladsen bliver brugt, til gavn for os alle. De fraktioner som giver problemer anbefaler vi evt. helt at fjerne, så må folk køre til Grindsted aflevere disse typer affald. Vi og kommunen kan ikke være tjent med, at det giver yderlige omkostninger og belastning af miljøet at der ikke sorteres ordentligt. Andre alternativer der kan komme på tale er overvågning eller begrænset åbningstid.

Dette var et lille opråb til os alle om at gøre det rigtigt, så vi kan bevare pladsen og evt. udvikle den fremadrettet samt at hjælpe os frivillige så vi får en god oplevelse. Vi er jo alle glade for pladsen!

Tak fordi du tog dig tid til at læse dette samt at du vil lægge dig i selen for at bruge pladsen på den rigtige måde. Vi ses på pladsen.

Venlig hilsen

De frivillige genbrugsvejledere