Sdr. Omme modtager Gran Fondo-feltet

I skrivende stund er 468 ryttere fra 19 nationer tilmeldt Gran Fondo Danmark, som på vej mod mål i Grindsted kører gennem Sdr. Omme søndag den 24. juni. Det samme gør den danske elite for både ungdom og senior, der kører afdeling af DCU Cup. Alt i alt ventes op mod 800 cykelryttere at deltage i de forskellige afdelinger og distancer, der alle kommer direkte gennem Sdr. Omme på vejen mod målstregen i Grindsted.

De første ryttere kommer gennem Sdr. Omme fra klokken ca. 10.30 og så vil de forskellige felter ellers komme gennem byen på vej og ud til Juellingsholmsvej indtil klokken ca. 15.00. Rytterne kommer fra Filskov siden, og kører op af Rabæksvej, videre af Stadion Alle og ned af Mølle Alle inden de fortsætter af Hovedgaden.

Sdr. Omme Landsbyråd og Sdr. Omme Borger & Erhverv bakker op om cykelløbene, og sørger for en festlig ramme til de forhåbentlig mange borgere, der har lyst til at være med til at skabe en festlig rammer om rytternes tur gennem byen.

“Centrum bliver vores flotte nye bytorv, hvor vi har sat telte og borde-bænke op. Der vil også være hoppeborg, musik, pølsevogn, drikkevarer og gratis is til børnene”, fortæller Poul Erik Andersen fra Landsbyrådet. Alle børn får udleveret små flag, så de kan heppe på cykelrytterne.

Kom og vær med til en festlig dag i Sdr. Omme søndag den 24. juni. Læs mere i arrangementskalenderen.