Team Sdr. Omme er klar til Stafet For Livet

I år er det 5. gang, at Filskov Stadion danner ramme om Stafet for Livet for hele Billund Kommune. Det er også 5. gang, at Susanne Sørensen og Anette Bertelsen fra Sdr. Omme deltager. Det første år deltog de på Team Rehab, som afslutning på et kræftrehabiliteringsforløb, som Billund Kommune tilbyder nuværende og tidligere kræftpatienter, og de blev herefter enige om, at de ville have deres eget hold, som fik navnet Team Sdr. Omme.

Tanken bag Team Sdr. Omme er, at alle med en relation til Sdr. Omme kan deltage på holdet. Susanne og Anette er desværre ikke de eneste fra Sdr. Omme, som har siddet overfor en læge og fået beskeden: ”Du har kræft” og da det døgn, som Stafet for Livet varer, afspejler et døgn i en kræftpatients liv (de lyse og de mørke stunder), så giver det god mening, at også Sdr. Omme er repræsenteret.

Hvert år har HS Udlejning sponsoreret et stort telt samt borde og stole, så Team Sdr. Omme har en god base, hvor alle deltagere har mulighed for at sidde og hygge med hinanden. I år er der helstegt gris på menuen lørdag aften, og en del af deltagerne på Team Sdr. Omme har købt en madbillet og har besluttet at sidde sammen i holdteltet og spise sammen.

Nuværende og tidligere kræftpatienter kan tilmelde sig som ”Fighter”. De bliver ekstra forkælet under hele stafetten. De går forrest når stafetten starter – Fighterrunden – iført de gule fightertrøjer, får gratis fighterfrokost og kan gratis benytte sig af de tilbud, som er i wellness-teltet, hvor frisør, massør og fodterapeut står til rådighed. Alle andre deltagere på stafetten betaler for behandlingerne og beløbene herfra går direkte til Stafet for Livet.
Mange tror, at man skal løbe, for at være med til Stafet for Livet, men det er en skrøne. Der er 3 ruter, som man enten kan gå (som de fleste gør), eller løbe, hvis man her lyst til det. Man behøver bestemt heller ikke være på stadion hele det døgn, som stafetten varer. Nogle hold har telte og/eller campingvogne med, men der er endnu ikke blevet overnattet i teltet hos Team Sdr. Omme. Til gengæld har der hvert år været så mange deltagere på holdet, at der er blevet gået hele døgnet.

Både Susanne og Anette synes, at lysceremonien kl. 22:00 er noget af det smukkeste på hele stafetten. Både før og under stafetten er der mulighed for, at købe en lyspose, hvorpå man kan skrive en personlig hilsen. Kort før kl. 22:00 bliver der tændt fyrfadslys i alle poserne og de bliver stillet op i en smuk formation. Alt lys på stadion slukkes, al gang og løb indstilles og der holdes tale samt synges. Herefter er der tavshed og man mindes de, som tabte kampen til kræft og tænker på dem, som stadig kæmper. Når stafetten genoptages forbliver lyset slukket og ruten på stadion er oplyst af lysposerne, så de som går rundt, kan læse hilsenerne.

Ved at deltage i Stafet for Livet Billund støtter man Kræftens Bekæmpelse, og 10% af overskuddet går direkte til Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Billund Kommune. Susanne og Anette håber meget på, at rigtig mange kan afse tid til, at besøge Stafet for Livet Billund på Filskov Stadion første weekend i september og opfordrer til, at man melder sig på et hold – og rigtig gerne Team Sdr. Omme.

Man kan tilmelde sig Team Sdr. Omme ved at klikke lige her og fuldføre tilmeldingen, og man kan i øvrigt læse mere om Stafet For Livet på arrangementets egen hjemmeside.